Forsikring og tilskud til psykologhjælp
Vil du bruge din sundhedsforsikring til et forløb hos mig? Kontakt først dit forsikringsselskab og få afklaret, om dit forløb er dækket, og om du må vælge mig som psykolog. Jeg tilbyder samtaler i Fredensborg og online. Når rammerne er afklaret, kan du booke en samtale eller kontakte mig med spørgsmål om forløbet.
Evidensbaseret kognitiv terapimod stress, angst, OCD, depression og lavt selvværd.
Kom til praksissen i AYA House eller mød mig online.
Autoriseret psykolog · Specialist i psykoterapi med voksne19 års erfaring · Du kan bruge din sundhedsforsikring og “danmark”
Tilskud og dækning af psykologhjælp kan komme fra flere steder. Det kan være gennem en sundhedsforsikring, sundhedssikring, sundhedsordning eller helbredsforsikring — kært barn har mange navne. Det kan også være gennem Sygeforsikringen “danmark”, dit pensionsselskab, din arbejdsgiver, din fagforening eller kommunen.
Hvis du har en sundhedsforsikring privat eller gennem din arbejdsplads, kan du ofte få dækket hele eller dele af udgiften til psykologsamtaler. Hvor mange samtaler der dækkes, og om dækningen er fuld eller delvis, afhænger af dine konkrete forsikringsvilkår. Kontakt derfor dit forsikringsselskab for at få afklaret, hvordan du er dækket, og om du må vælge psykolog selv. Der er desværre flere selskaber, der er begyndt at bruge egne netværk, hvor man ikke må vælge psykolog selv, så vær opmærksom på dette.
Hvis forsikringen kun dækker en del af honoraret, betaler du selv for samtalen og søger efterfølgende refusion hos forsikringsselskabet.
Dansk Psykolog Forening anbefaler, at du undersøger dine sundhedsforsikringsvilkår, før du starter til psykolog:
Her er tre vigtige spørgsmål, som det er godt at få afklaret hos dit forsikringsselskab, hvis du ønsker at anvende din sundhedsforsikring:
- Dækker din forsikring psykologsamtaler til dig eller din familie?
- Kan du frit selv vælge din psykolog?
- Hvor mange samtaler kan du få?
Hvis du vil bruge din sundhedsforsikring, så giv mig besked ved første kontakt, og send enten bevillingsbrevet (forhåndsgodkendelsen) fra forsikringen til mig på mail, eller tag det med til vores første samtale.
Da jeg er autoriseret, kan du, afhængig af din specifikke police, bruge et hvilket som helst forsikringsselskab eller pensionsselskab hos mig, så længe du har mulighed for selv at vælge psykolog. Det er blandt andet Danica, PFA, AP Pension, Dansk Sundhedssikring, Topdanmark, Tryg, Pensam, Gjensidige, Nordea Pension, GF, Codan, If Forsikring, Bauta m.fl. Læs mere i de følgende rubrikker. Såfremt du har fået et bevillingsbrev fra din sundhedsforsikring, kan du kontakte mig eller booke tid hos mig.
Jeg samarbejder ikke med Falck Healthcare, da du her ikke har mulighed for at vælge psykolog selv uanset police.

















