Den Kognitive Diamant

Cookies og privatlivspolitik

Kort fortalt

Jeg har tavshedspligt og journalpligt. Din journal opbevarer jeg i 5 år fra det seneste notat. Mails med personfølsomme oplysninger sender jeg med Proton Mail, som er krypteret.

Når du besøger hjemmesiden

Når du søger psykologhjælp, kan de sider, du læser, sige noget om dit helbred. Derfor er der hverken Google-annoncesporing eller Google Analytics på hjemmesiden, og hjemmesiden sender ikke Google oplysninger om, hvad du læser. Hjemmesiden sætter selv kun en cookie, hvis du siger ja til det.

Drift hos Cloudflare

Hjemmesiden og statistikken drives hos Cloudflare, som behandler tekniske oplysninger, herunder din IP-adresse, for at vise siderne og beskytte mod misbrug. Rammer en forespørgsel en af mine sikkerhedsregler, kan jeg i op til 31 dage se bl.a. IP-adressen, tidspunktet, siden og browserens identifikation i Cloudflares sikkerhedsoversigt.

Cloudflare er min databehandler, men bruger også forbindelsesoplysninger på egne vegne til at beskytte sit netværk. Grundlaget er min legitime interesse i en sikker hjemmeside (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f). Cloudflare, Inc. ligger i USA og er certificeret under EU-U.S. Data Privacy Framework (gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/1795). Bortfalder certificeringen, gælder EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser (gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/914) efter databehandleraftalen.

Cookies

Ved et almindeligt besøg sættes ingen cookies (kontrolleret 1. oktober 2026). To kan forekomme:

__Host-dkd_annonce sættes af hjemmesiden, kun hvis du siger ja, til at tælle tryk og bookinger pr. annonce. Den gælder i 30 dage og slettes med “Slet annoncecookie” (se “Når du kommer fra en af mine annoncer”).

cf_clearance sættes af Cloudflare, kun hvis din browser skal vise, at den ikke er en robot. Den er nødvendig for at beskytte hjemmesiden, kræver ikke samtykke og udløber efter kort tid (Cloudflares standard er 30 minutter).

Videoer, kort og anmeldelser

Videoer, kort og anmeldelsesbilleder leveres fra hjemmesiden selv, uden indhold fra YouTube, Google Maps eller Trustpilot.

Anmeldelserne er gengivet fra offentlige anmeldelser på Trustpilot, uden anmelderens navn. Grundlaget er min legitime interesse i at vise, hvad anmeldere selv har skrevet offentligt (artikel 6, stk. 1, litra f), og for helbredsoplysninger, at anmelderen selv har offentliggjort dem (artikel 9, stk. 2, litra e). Vil du have din anmeldelse fjernet fra hjemmesiden, så kontakt mig.

Links og Facebook

Følger du et link til fx Google Maps, Trustpilot, Facebook eller Whereby, gælder den tjenestes egne regler. Den får højst at vide, at du kom fra denkognitivediamant.dk, ikke fra hvilken side, og ingen af dem får annoncekoden.

For den statistik, Meta giver mig om klinikkens Facebook-side, er Meta Platforms Ireland Limited og jeg fælles dataansvarlige (databeskyttelsesforordningens artikel 26) på grundlag af min legitime interesse i at vide, hvordan siden bruges (artikel 6, stk. 1, litra f). Efter aftalen har Meta hovedansvaret for statistikken og for at håndtere dine rettigheder (se Metas oplysninger om Sideindsigt), men du kan også henvende dig til mig.

Booking og kontakt

Bookingen sker i Terapeutbooking fra EasyPractice, som håndterer den på mine vegne. Bookingsiden bruger kun nødvendige cookies (kontrolleret 1. oktober 2026) og viser et lille kort fra Google Maps, som din browser henter fra Google, så Google får din IP-adresse.

De oplysninger, du giver ved booking og i beskeder, bruger jeg til at planlægge og gennemføre samtalen. Grundlaget er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, fordi jeg skal bruge oplysningerne for at kunne aftale en samtale med dig, og for helbredsoplysninger artikel 9, stk. 2, litra h, jf. databeskyttelseslovens § 7, stk. 3. Henvendelser fra personer, der ikke bliver klienter, sletter jeg, når de ikke længere er nødvendige.

Når du kommer fra en af mine annoncer

Jeg annoncerer på Google. For at vide, hvilke annoncer der fører til bookede samtaler, tæller hjemmesiden selv pr. annonce. Intet af det sendes til Google Ads eller andre annoncesystemer.

Koden i adressen

Kommer du via en af mine Google-annoncer, står en kort kode i adressen (fx k=f), og den følger med på de sider, du åbner herfra. Koden er den samme for alle, der kommer via samme annonce, og viser kun, hvilken annonce du kom fra, og dermed hvilken slags søgning den blev vist på (fx online eller forsikring), ikke hvem du er eller hvad du skrev. Uden cookie tæller serveren pr. kode landinger, visninger af pris- og kontaktsiden, tryk på knapperne til booking og gratis telefonsamtale og sider pr. annoncebesøg. Koden kan ses i din browserhistorik.

Annoncecookien – kun hvis du siger ja

Den første side spørger, om din browser må gemme i 30 dage, hvilken annonce du kom fra. Siger du ja, sættes cookien __Host-dkd_annonce med kun koden og spørgsmålets version (fx f.3). Kun hjemmesidens server kan læse den, og den deles ikke med Google eller andre. Tryk på knapperne til booking og gratis telefonsamtale og bookinger tælles så på koden. Cookien slettes efter en booking, efter 30 dage, eller når du trykker på “Slet annoncecookie” nederst på enhver side. Du får en kort bekræftelse nederst på siden. Kommer du igen via en annonce, får cookien den nye kode, og de 30 dage starter forfra. Siger du nej, sættes ingen cookie, og koden fjernes fra adressen for resten af besøget; en cookie fra et tidligere ja slettes. Dit nej gemmes ikke, så siden spørger igen næste gang. Svarer du ikke, sættes ingen cookie, men koden følger med i adressen. Du kan booke på samme måde, uanset hvad du svarer.

Retsgrundlag og dine rettigheder

Annoncecookien og tællingen på koden fra cookien bygger på dit samtykke (cookiebekendtgørelsens § 3 og databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a, og artikel 9, stk. 2, litra a). Du kan til enhver tid trække det tilbage med “Slet annoncecookie”; det gælder fra da af. Allerede gemte poster har intet id, så jeg kan ikke se, hvilke der er dine. Koden i adressen og tællingen uden cookie bygger på min legitime interesse i at vide, hvilke annoncer der virker (artikel 6, stk. 1, litra f). Du kan fjerne koden med “Nej tak” eller “Slet annoncecookie” og gøre indsigelse ved at kontakte mig.

Telefonopkald fra mine annoncer

Ringer du til nummeret i en af mine Google-annoncer, ringer du direkte til klinikken. Jeg har ikke brugt Googles opkaldsrapportering siden 1. oktober 2026. Google kan selv registrere visninger af og klik på annoncerne efter sine egne vilkår.

Slet annoncecookien nu

Hjemmesidens egen statistik

Hjemmesidens server tæller selv, uden statistikscripts og uden besøgs-id. Den tæller leveringer af udvalgte sider, videostarter og tryk på knapperne til booking, gratis telefonsamtale, kort og Trustpilot. Knapperne går via hjemmesidens egne adresser, og det gør også Book-knappen på min Google-profil. Desuden tælles svar på det frivillige spørgsmål “Hvor hørte du først om klinikken?” efter booking, landinger fra mine annoncer, hvor mange sider et annoncebesøg åbner, og svarene på spørgsmålet om annoncecookien (ja med koden, nej uden).

Hvad der gemmes

Hver tælling gemmes som en lille hændelsespost hos Cloudflare med et fast navn (side, knap, video eller svar), sproget og tidspunktet. Ved en sidelevering gemmes også en kildekategori (fx Google, Google-annonce, AI-tjeneste, intern eller ukendt), udledt af den side, du kom fra, Googles annoncemarkør eller annoncekoden; selve adressen gemmes ikke. Ved knapper og videoer gemmes også det faste navn på den side, du trykkede på. Kom besøget fra en annonce, gemmes også koden og ved landingen, om spørgsmålet blev vist, eller om du allerede havde annoncecookien. Efter en booking gemmes slags samtale (gratis telefonsamtale, samtale i klinikken, online samtale, samtale via en samarbejdspartner eller andet), aldrig navn, tidspunkt eller pris. Ligner en forespørgsel en robot, markeres det; browserens identifikation gemmes ikke. Der gemmes ingen fuld webadresse.

Hvor længe

Hændelsesposterne bliver hos Cloudflare, som sletter dem efter cirka tre måneder. Derefter beholder jeg kun månedlige summer, for annoncerne månedlige summer pr. kode, i mine egne filer i et privat arkiv på GitHub og på Google Drive. Automatiske kontroller bruger grupperede summer over højst en måned, aldrig enkeltposter, og intet under månedsniveau gemmes ud over cirka tre måneder.

Retsgrundlag

Tællingen uden cookie gemmer intet id, ingen IP-adresse og intet andet om, hvem du er. Jeg læser posterne kun som summer, stykker aldrig et besøg sammen, og jeg holder dem aldrig op mod bookingsystemet, heller ikke posterne om bookinger. Grundlaget er min legitime interesse i at vide, om hjemmesiden og dens knapper bruges (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f), og du kan gøre indsigelse.

Når du er klient hos mig

Hvilke oplysninger og hvorfor

Jeg behandler almindelige oplysninger (fx navn, kontaktoplysninger og fakturaer), dit CPR-nummer og helbredsoplysninger, i det omfang det er nødvendigt for at føre journal, administrere dit forløb og overholde lovkrav.

Dit navn og dit CPR-nummer skal stå i din journal (journalføringsbekendtgørelsens § 12). Har du ikke et dansk CPR-nummer, bruger jeg en anden entydig kode. Jeg skal også kunne kontakte dig. Uden de oplysninger kan jeg ikke gennemføre et forløb.

Henviser et forsikringsselskab eller en samarbejdspartner dig, får jeg de oplysninger, der er nødvendige for forløbet, fx kontaktoplysninger, sagsnummer og bevillingens omfang.

Retsgrundlag og samtykke

Grundlaget er aftalen om dit forløb og min pligt til at føre journal som autoriseret psykolog (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b og c). For helbredsoplysninger er grundlaget artikel 9, stk. 2, litra h, jf. databeskyttelseslovens § 7, stk. 3. Dit CPR-nummer behandler jeg efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 4. Fakturaer og regnskab behandler jeg efter artikel 6, stk. 1, litra c, fordi bogføringsloven kræver det.

Dit forløb bygger ikke på samtykke. Jeg beder om dit samtykke, før jeg selv henter oplysninger om dig hos andre, og før jeg giver oplysninger videre. Samtykket er frivilligt, og du kan altid trække det tilbage ved at skrive eller ringe til mig. Det gælder fra da af.

Når jeg giver dine oplysninger videre

Jeg giver kun dine oplysninger videre med dit samtykke, eller hvis loven kræver eller tillader det. Beder fx dit forsikringsselskab eller en myndighed om oplysninger, spørger jeg dig først, medmindre loven kræver andet. Betaler et forsikringsselskab eller en samarbejdspartner for forløbet, får de efter aftale med dig fakturaen og det, der er nødvendigt for afregningen.

Jeg kan bryde tavshedspligten, hvis det er nødvendigt for at beskytte dig eller andre mod alvorlig fare, og i nogle tilfælde skal jeg. Fx skal jeg underrette kommunen, hvis jeg gennem mit arbejde får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte. Skal jeg bryde tavshedspligten, fortæller jeg dig det som udgangspunkt først, men ikke hvis det kan skade et barn.

Hvem der får dine oplysninger

Jeg bruger leverandører, der behandler oplysningerne på mine vegne efter aftale: booking- og journalsystem (Terapeutbooking fra EasyPractice), videosamtaler, mail (herunder Proton Mail), regnskab og bogføring og hjemmesidens drift (Cloudflare).

Lande uden for EU: Proton ligger i Schweiz, som EU har godkendt som et land med tilstrækkelig beskyttelse (tilstrækkelighedsafgørelse). Cloudflare er beskrevet under “Drift hos Cloudflare”.

Opbevaring

Din journal opbevarer jeg i 5 år fra det seneste notat, og derefter sletter jeg den. Har journalen betydning for en klage-, tilsyns- eller erstatningssag, opbevarer jeg den, så længe sagen verserer (journalføringsbekendtgørelsens § 35, bekendtgørelse nr. 1361 af 24. november 2025).

Regnskabsmateriale, fx fakturaer, opbevarer jeg i 5 år fra udgangen af regnskabsåret (bogføringslovens § 12). Andre oplysninger sletter jeg, når jeg ikke længere har brug for dem.

Sikkerhed og mail

Booking, videosamtaler og journalsystemet bruger krypterede forbindelser. Almindelige mails om fx tider og praktiske aftaler er ikke krypteret hele vejen. Mails med personfølsomme oplysninger sender jeg med Proton Mail, som er krypteret. Du kan altid ringe til mig i stedet.

Sker der et sikkerhedsbrud, der sandsynligvis indebærer en høj risiko for dig, giver jeg dig besked uden unødig forsinkelse.

Dine rettigheder

Du har ret til indsigt og en kopi, til at få forkerte oplysninger rettet og til at få oplysninger slettet, når jeg ikke længere har brug for dem eller pligt til at gemme dem (journalen først efter opbevaringstiden). Du har ret til at få behandlingen begrænset, fx mens jeg undersøger, om en oplysning er rigtig, og til at gøre indsigelse mod behandling, der bygger på min legitime interesse, fx hjemmesidens statistik. Du har ret til at få de oplysninger, du selv har givet mig efter aftalen eller dit samtykke, i et almindeligt, maskinlæsbart format.

Vil du have din journal sendt til en anden psykolog eller din læge, kan det ske med dit samtykke.

Jeg træffer ingen automatiske afgørelser om dig og laver ikke profilering.

Vil du bruge dine rettigheder, så skriv til mig på therese@denkognitivediamant.dk. Jeg svarer inden for en måned. Du kan klage til Datatilsynet.

Dataansvarlig og kontakt

Dataansvarlig
Den Kognitive Diamant ApS, for klientoplysningerne og hjemmesiden (kontakt: psykolog Therese Ejerskov)
Adresse
Danstrupvej 27G, 1. sal, 3480 Fredensborg
CVR
39625253
Telefonnr.
+45 31 66 83 88

Privatlivspolitikken er senest opdateret 23. oktober 2026.